Da vi for cirka 100 år siden fik de første plader, skete der noget helt nyt. Lak og asbest gav mulighed for at bringe musikken ind i hjemmene, uden at den skulle spilles eller synges af dem, der var der. Det gav også mulighed for at høre den samme musik som alle andre, uden at skulle tage til koncerter, spillesteder, kirker eller andre steder.
Hvis det ikke var for denne opfindelse, ville populærmusikken ikke have fundet vej til at ramme så mange mennesker dybt i hjertet verden over. Selvfølgelig var det til at starte med en dyr luksus, der var forbeholdt de rigeste i samfundet, men som med al anden teknologi, så blev den så billig, at alle kunne være med.
Radioen gik også sin sejrsgang, og det var ikke kun nyheder, der kunne nå mange mennesker, det var også musikken. Her kunne musikken brede sig, og den populære musik kom ud til et stort publikum. Folk hørte de sidste nye toner, og så kunne de købe pladerne. Et marked var skabt.
Andre medier kom til over tid. Først båndet og så cd’en. Det er begge medier, der er gået i glemmebogen igen, for bånd bliver slidt, og lyden forringes over tid, og tid var det, der kvalte cd’en. Musikken kom online og kunne streames gennem apps, som langt de fleste bruger i dag.
Dog lever lp’en i bedste velgående. Det er en god kvalitet, og mange musikelskere sætter rigtig stor pris på, at lyden ikke er renset. Her kan du høre lyden af strengene på instrumenterne, og det giver noget mere ægte til lyden. En rigtig god lp er mange penge værd. Det er bånd og cd ikke, og dem får du smidt i nakken hos dem, der forhandler dem brugt.